Hold da op! Saa er der kun 5 dage tilbage! Hva fanden sker der lige for deet? haha... Saadan er det jo nok. Dette bliver hoejst sandsynligt mit sidste indlaeg og der kommer ikke til at staa saa meget. Historierne fra Miami og New York, kan I jo faa naar jeg kommer hjem. Saa dette er nok mere en form for tak for at have fulgt med saa laenge. Ogsaa selvom der ikke kommer en afslutning paa skrift! Det haaber jeg I kan leve med. Men who knowns? Maaske skriver jeg det naar jeg kommer hjem og faar taget mig sammen.
Men alt i alt har det vaeret en alt alt alt for fed oplevelse og Emilie var helt klart den rette at dele den med. Vi har i hvert fald haft det vildt sjovt og paa trods af modgang nogle enkelte steder, har vi klaret os rigtig godt. Vi har i hveret fald delt nogle fede oplevelse, moedt nogle fantastiske mennesker og set en masse underligt ting! Det er jo Amerika! Det bliver dog maerkeligt at komme hjem til hverdagen igen og tror jeg kommer til at savne hendes selvskab.
Men det er jo ikke slut endnu. de sidste 5 dage skal nydes i fulde drag og nu har vi jo slaaet foelge med Josefine og Camilla. Det kunne ikke blive meget sjovere end det! Hehe.
Tak for at have fulgt med. Vi ses snart igen!
søndag den 25. april 2010
søndag den 11. april 2010
New Orleans!
Det er helt underligt at taenke paa, at der kun er 3 korte uger tilbage af vores tur og egentligt havde jeg helt glemt at jeg ikke havde lagt noget blogindlaeg op om New Orleans. Saa her kommer det!
New Orleans ligger i Louisianna, hvilket er en af USA's fattigeste stater. Dette ses ogsaa trydeligt og endnu mere efter 2005, hvor Orkanen Kathrina ramte. Alligevel er New Orleans en by fyldt med liv, isaer i omraadet kaldet French Quater (Det franske kvarter). Dette er turistmekka og du finder stort set ikke andet end souvenirbutikker, halvdaarlige restaurenter, barer og stripklubber. Og selvom jeg normalt ville tage afstand fra alt der bliver sat sammen emd turisme, saa har French Quarter noget karakter som ikke er til at finde i de andre byer vi har vaeret i. Desuden ligner kvarteret ogsaa en god blanding af Frankrig og Spanien, meget passende, da byen ogsaa tidligere var franske og spanske kolonier.
Men for at tage fra begyndelsen, ankommer vi ret traette natten til loerdag d. 14. marts til vores vandrehjem. Det var meningen vi skulle have vaeret der 10 timer tidligere, men pga. af en storm i Atlanta var vi fanget i lufthavnen i 8 timer. Og nu er det med glaede at jeg kan berette at 8 timer i en lufthavn ikke er en oenskvaerdig ting. Men overlevede, det gjorde vi da.
Vandrehjemmet var en anbefaldning og en rigtig god en af slagsen! Vi fik helt klart nogel goder venner der og det var ogsaa her vi for foerste gang paa rejsen, moedte nogle andre danskere! Vildt, ikke? Efter 2 maaneder af sted, var det ret underligt at hoere andre end Emilie snakke dansk. Men de to fyre var flinke nok og det var da fint lige at hoere lidt anden dansk accent igen.
Vores foerste dag paa vanmdrehjemmet, blev vi inviteret med ud og se sumpene, der omringer New orleans og saadan en mulighed sagde vi selvfoelgeligt ikke nej til. Eduardo, manden er inviterede os, havde lejet en bil, saa det var jo fint baade at have bil og chaurfoer paa. Vi kom egentligt til at koere ret meget forkert, men det viste sig af vaere en god ting, for vi fik muligheden for at se stedet hvor Kathrina havde vandret igennem. Der var intet andet end en stor mose, 1 hus og marskland for resten. Vi snakkede med ejeren af huset og han fortalte at han var den eneste der havde genopbygget sit hus. Kvarteret havde foer vaeret en normalt villakvarter og nu var der intet andet end hans hus tilbage. Alle andre var enten doede i orkanen eller flygtet.En ret skraemmende tanke.
Vi kom da ogsaa end til stedet vi havde bestemt os for og gik en 2 timers tur i deres nationalpark: Jean Lafitte National Park. Da New orleans ligger ved sumpe er der jo ogsaa muligheden for at se alligatorer, og selvom de er svaere at spotte, saa fik vi da set et par stykker. Mend et var jo ikke det eneste, hele vejen rundt i parken, havde vi set nogle forskellige slags slanger. Ingen af os vidste om de var giftige eller ej, saa vi tog den med ro og hyggede os uvidende om at de rent faktisk var giftige. Det var ikke sa fedt at opdage efter man havde staaet og gloet paa dyret i 5 minutter, hvor man bevaegede sig taettere og taettere paa. Maaske er vi lidt for naive? Hehe.
Ellers har vi stort set set det meste af hvad der er at se i New Orleans. Vi gik paa et bar forskellige barer, hoerte noget jazz og hyggede os ved at snakke med de lokale. Der er en helt bestemt stemning i New orleans, der er svaer at beskrive, for selvom det meste handler om at drikke sig fuld (dette er dog mest kun turisterne), saa er de lokale saa heldige at der hver aften bliver spillet noget fantastisk musik og ikke kun i barer, men paa gaden, i butikker osv osv. Vores barture var kun paa gaden kaldet Frenchman street, selvom den meste kendte festgade er Bourbon kan man kun finde lokale paa Frenchman. Heldigvis, da! For lokale i New orleans er fantastiske mennesker. Mange af dem ved ikke saa meget af hvad der foregaar i verdenen, men de er altid glade paa en snak om dagen og vejen.
Det mest aegelige omkring denne by er folks instilling. De kunne have bygget byen op igen, men i stedet har de ikke gjort halvdelen af hvad de kunne. Selvfoelgeligt spiller deres store fattigdom en kaempe rolle i dette, men hvis man ser hvor mange parader, fester og perlekaeder de bruger penge paa, vil man maabe. Hver weekend, bliver brugt paa en mini-festival af en slags. Og naar der er fest i gaden, skal der jo vaere perlekaeder, hvilket er deres kendtetegn. Det er faktisk umuligt at forlade New orleans uden at fa smidt en omgang perlekaeder i hovedet. Desvaerre var vi der ikke til Mardi Gras, som er deres store parade, men vi var der til "The native black parade", hvor sorte gaar i en stor parade gennem hele New orleans i store, flotte, haandlavet kostumer. Det er sjovt at vaere i en by, hvor der, uanset klokken, er fest et eller andet sted. Men igen, saa er det ogsaa et tegn paa at New Orleans ikke vil blive genopbygget foerd er er gaaet mange aar endnu.
Men nu handler det hele jo ikke om druk og alligatorer. New Orleans er ogsaa kendt for deres koekkenkunst. Der er nogle specielretter, som er et must at proeve, bl.a. Gumbo, en staerkt krydret gryderet med krebs, rejer og krabbe. Jambalya, en risret med rejer og italienk poelse. Boiled Crawfish, hvilket er kogte krebs med staekt marinerede majkolber til. generelt set er de meget glade for skaldyr og fisk i New Orleans, hvilket smager utrolig godt, desvaerre er det ogsaa glade for friture og alt ryger lige en tur derned foer det kan serveres. Vi fandt ikke de bedste restaurenter at spise paa, da der ikke findes saa mange gode restaurenter. Saa i stedet for tog i paa madlavningskursus. Vores laerer var en aeldre dame, Harriet. Hun var foedt og opvokset i New Orleans og havde boet der hele hendes liv. Hun var virkelig det typiske billede paa en dame fra sydstaterne, med tyk accent, livlig personlighed og saa lavede hun det bedste mad vi havde faaet i lang tid. Hehe.
Saa paa trods af at New orleans ligner et katastrofeomraade og at Ghettokulturen er meget stor her, saa er det en by man ikke kan andet end at elske. Vi faldt i hvert fald begge for dens kultur og naeste gang vi skal tilbage skal det helt klart vaere til Mardi Gras!
Her til slut, ligger jeg lige nogle billeder op, for det havde jeg ikke faaet gjort sidst! Det bliver baade af San Diego, Las vegas og New Orleans.
Billeder fra Oerkenen Azno-Beggaro, som vi besoegte i San Diego. Nice Roadtrip!
Kevin der proever at taende ild til vores "baal". Det gik ikke saa godtf or ham, men vi fik da gang i grillen.... paa et tidspunk...
"Verdens problemer er skabt af glaedesloese menneske. At finde lykke er ikke kun en sjov mulighed for dig, men dit ansvar. I dag kunne du vaere saa heldig at finde ud af, at du allerede er lykkelig."
Jeg ved ikke hvem der skrev dette paa en vaeg i San Diego, men det minder mig om vores gode ven Steve.
Grand Canyon, hvor vi tilbragte en kold dag. Utrolig smuk natur.
Las Vegas! Her staar jeg ude foran Treasure Island og spiser en cheeseburger, den eneste mad der findes i Las vegas. Hehe.
Kostume fra paraden i New Orleans. Alt paa dette kostume er haandlavet. Det tager ca 1 aar for dem at lave og det bliver brugt 1 gang.
Harriet, kogekonen vi var til madlavningskursus hos.
Og lige en alligator vi saa i sumpene i New Orleans! Hehe...
New Orleans ligger i Louisianna, hvilket er en af USA's fattigeste stater. Dette ses ogsaa trydeligt og endnu mere efter 2005, hvor Orkanen Kathrina ramte. Alligevel er New Orleans en by fyldt med liv, isaer i omraadet kaldet French Quater (Det franske kvarter). Dette er turistmekka og du finder stort set ikke andet end souvenirbutikker, halvdaarlige restaurenter, barer og stripklubber. Og selvom jeg normalt ville tage afstand fra alt der bliver sat sammen emd turisme, saa har French Quarter noget karakter som ikke er til at finde i de andre byer vi har vaeret i. Desuden ligner kvarteret ogsaa en god blanding af Frankrig og Spanien, meget passende, da byen ogsaa tidligere var franske og spanske kolonier.
Men for at tage fra begyndelsen, ankommer vi ret traette natten til loerdag d. 14. marts til vores vandrehjem. Det var meningen vi skulle have vaeret der 10 timer tidligere, men pga. af en storm i Atlanta var vi fanget i lufthavnen i 8 timer. Og nu er det med glaede at jeg kan berette at 8 timer i en lufthavn ikke er en oenskvaerdig ting. Men overlevede, det gjorde vi da.
Vandrehjemmet var en anbefaldning og en rigtig god en af slagsen! Vi fik helt klart nogel goder venner der og det var ogsaa her vi for foerste gang paa rejsen, moedte nogle andre danskere! Vildt, ikke? Efter 2 maaneder af sted, var det ret underligt at hoere andre end Emilie snakke dansk. Men de to fyre var flinke nok og det var da fint lige at hoere lidt anden dansk accent igen.
Vores foerste dag paa vanmdrehjemmet, blev vi inviteret med ud og se sumpene, der omringer New orleans og saadan en mulighed sagde vi selvfoelgeligt ikke nej til. Eduardo, manden er inviterede os, havde lejet en bil, saa det var jo fint baade at have bil og chaurfoer paa. Vi kom egentligt til at koere ret meget forkert, men det viste sig af vaere en god ting, for vi fik muligheden for at se stedet hvor Kathrina havde vandret igennem. Der var intet andet end en stor mose, 1 hus og marskland for resten. Vi snakkede med ejeren af huset og han fortalte at han var den eneste der havde genopbygget sit hus. Kvarteret havde foer vaeret en normalt villakvarter og nu var der intet andet end hans hus tilbage. Alle andre var enten doede i orkanen eller flygtet.En ret skraemmende tanke.
Vi kom da ogsaa end til stedet vi havde bestemt os for og gik en 2 timers tur i deres nationalpark: Jean Lafitte National Park. Da New orleans ligger ved sumpe er der jo ogsaa muligheden for at se alligatorer, og selvom de er svaere at spotte, saa fik vi da set et par stykker. Mend et var jo ikke det eneste, hele vejen rundt i parken, havde vi set nogle forskellige slags slanger. Ingen af os vidste om de var giftige eller ej, saa vi tog den med ro og hyggede os uvidende om at de rent faktisk var giftige. Det var ikke sa fedt at opdage efter man havde staaet og gloet paa dyret i 5 minutter, hvor man bevaegede sig taettere og taettere paa. Maaske er vi lidt for naive? Hehe.
Ellers har vi stort set set det meste af hvad der er at se i New Orleans. Vi gik paa et bar forskellige barer, hoerte noget jazz og hyggede os ved at snakke med de lokale. Der er en helt bestemt stemning i New orleans, der er svaer at beskrive, for selvom det meste handler om at drikke sig fuld (dette er dog mest kun turisterne), saa er de lokale saa heldige at der hver aften bliver spillet noget fantastisk musik og ikke kun i barer, men paa gaden, i butikker osv osv. Vores barture var kun paa gaden kaldet Frenchman street, selvom den meste kendte festgade er Bourbon kan man kun finde lokale paa Frenchman. Heldigvis, da! For lokale i New orleans er fantastiske mennesker. Mange af dem ved ikke saa meget af hvad der foregaar i verdenen, men de er altid glade paa en snak om dagen og vejen.
Det mest aegelige omkring denne by er folks instilling. De kunne have bygget byen op igen, men i stedet har de ikke gjort halvdelen af hvad de kunne. Selvfoelgeligt spiller deres store fattigdom en kaempe rolle i dette, men hvis man ser hvor mange parader, fester og perlekaeder de bruger penge paa, vil man maabe. Hver weekend, bliver brugt paa en mini-festival af en slags. Og naar der er fest i gaden, skal der jo vaere perlekaeder, hvilket er deres kendtetegn. Det er faktisk umuligt at forlade New orleans uden at fa smidt en omgang perlekaeder i hovedet. Desvaerre var vi der ikke til Mardi Gras, som er deres store parade, men vi var der til "The native black parade", hvor sorte gaar i en stor parade gennem hele New orleans i store, flotte, haandlavet kostumer. Det er sjovt at vaere i en by, hvor der, uanset klokken, er fest et eller andet sted. Men igen, saa er det ogsaa et tegn paa at New Orleans ikke vil blive genopbygget foerd er er gaaet mange aar endnu.
Men nu handler det hele jo ikke om druk og alligatorer. New Orleans er ogsaa kendt for deres koekkenkunst. Der er nogle specielretter, som er et must at proeve, bl.a. Gumbo, en staerkt krydret gryderet med krebs, rejer og krabbe. Jambalya, en risret med rejer og italienk poelse. Boiled Crawfish, hvilket er kogte krebs med staekt marinerede majkolber til. generelt set er de meget glade for skaldyr og fisk i New Orleans, hvilket smager utrolig godt, desvaerre er det ogsaa glade for friture og alt ryger lige en tur derned foer det kan serveres. Vi fandt ikke de bedste restaurenter at spise paa, da der ikke findes saa mange gode restaurenter. Saa i stedet for tog i paa madlavningskursus. Vores laerer var en aeldre dame, Harriet. Hun var foedt og opvokset i New Orleans og havde boet der hele hendes liv. Hun var virkelig det typiske billede paa en dame fra sydstaterne, med tyk accent, livlig personlighed og saa lavede hun det bedste mad vi havde faaet i lang tid. Hehe.
Saa paa trods af at New orleans ligner et katastrofeomraade og at Ghettokulturen er meget stor her, saa er det en by man ikke kan andet end at elske. Vi faldt i hvert fald begge for dens kultur og naeste gang vi skal tilbage skal det helt klart vaere til Mardi Gras!
Her til slut, ligger jeg lige nogle billeder op, for det havde jeg ikke faaet gjort sidst! Det bliver baade af San Diego, Las vegas og New Orleans.
Billeder fra Oerkenen Azno-Beggaro, som vi besoegte i San Diego. Nice Roadtrip!
Kevin der proever at taende ild til vores "baal". Det gik ikke saa godtf or ham, men vi fik da gang i grillen.... paa et tidspunk...
"Verdens problemer er skabt af glaedesloese menneske. At finde lykke er ikke kun en sjov mulighed for dig, men dit ansvar. I dag kunne du vaere saa heldig at finde ud af, at du allerede er lykkelig."
Jeg ved ikke hvem der skrev dette paa en vaeg i San Diego, men det minder mig om vores gode ven Steve.
Grand Canyon, hvor vi tilbragte en kold dag. Utrolig smuk natur.
Las Vegas! Her staar jeg ude foran Treasure Island og spiser en cheeseburger, den eneste mad der findes i Las vegas. Hehe.
Kostume fra paraden i New Orleans. Alt paa dette kostume er haandlavet. Det tager ca 1 aar for dem at lave og det bliver brugt 1 gang.
Harriet, kogekonen vi var til madlavningskursus hos.
Og lige en alligator vi saa i sumpene i New Orleans! Hehe...
Abonner på:
Opslag (Atom)